Friktion

Har lige læst en spændende artikel om usability eller mangel på samme. Udgangspunktet for artiklen er, at man som designer bør forsøge at undgå user interface friction, hvor brugen af systemet opleves som unødvendig kompleks eller ude af trit med den handling, brugeren forsøger at foretage sig. Ifølge artikelen er friktion "... the number of steps that the user thinks are unnecessary". Måden man undgår friktionn på er ved at forholde sig til domænet, som brugeren af systemet lever i, og sikre sig at koncepter og interfaces er bygget op omkring entiter, objekter og metaforer hentet fra domænet selv. Det er for mig en interessant pointe, som implicit også peger på, hvor væsentligt det er for en projektleder at sikre fuld forståelse for domænet ikke kun hos udviklerne, men også hos designerne. Måden jeg gør det på er ved at inddrage designerne meget tidligt i forløbet og (jeg øver mig konstant på at gøre dette bedre) ved at demonstrere softwaren efter hver iteration, hvor folk fra domænet har mulighed for at kommentere på systemet og dets udformning..

Læs artiklen her: http://ifacethoughts.net/2007/05/19/the-user-interface-friction/

Hvad skal en brugergrænseflade egentlig?

Jeg læste i dag en præsentation vedrørende web 2.0 (trend, så det batter....). Jeg stødte på nogle ret spændende betragtninger på, hvad en brugergrænseflade skal tilbyde for at være usable. Donald Norman - med hans formiddable Design of Everyday Things - anvender betegnelsen affordance til at forklare, hvordan et materiale, en form eller dims ligesom udstråler sin egenskab... sit tilbud. En stols affordance er at "kunne blive siddet på". Designet udstråler det simpelthen. På samme måde er det med mere kompleks teknologi.

Det betragtninger, jeg læste om i dag, handler på mange måder således om, hvad websoftware affordance er struktureret omkring.

Det kan koges ned til følgende tre kategorier:

• Invitation
• Transition
• Feedback

Invitation handler om, at websiderne skal kommunikere deres potentiale. Det vil sige, man skal som bruger kunne se meningen med informationen, strukturen og samtidig forstå, hvad der kan manipuleres eller interageres med. Siderne, eller funktionen, skal altså naturligt invitere til deres egen brug. Det er deres affordance! Den skabes af designeren...

Transition handler om forvandling eller ændring fra en tilstand til en anden. I forhold til websider betyder det, at det skal være tydeligt for brugeren, når noget ændrer tilstand, men måske endnu vigtigere, hvad der kan ændre tilstand. Eksempelvis hvad er knap, hvad er ikke.. hvad er link, hvad er ikke...

Feedback handler om at give brugeren kontekstuel korrekt svar på handling. Det lyder banalt, men det kræver faktisk overvejelse. Når noget går godt, skal brugeren informeres. Hvis der er fejl skal brugeren informeres. Hvis en given funktions udførelse tager lang tid, så skal dette illustreres for brugeren i form af progress indicators. Så langt så godt. Det er findes mange langt mere komplekse interaktionsformer at tage stilling til: når brugeren indtaster password, skal man så ala google gøre brugeren opmærksom på, hvor stærkt og sikkert det er? når brugeren indtaster information i formularer, skal informationen så valideres med det samme, eller skal brugeren kunne læse sig til, hvad der må skrives i felterne?

Nåmen... umiddelbart var det der slog mig styrken i disse tre kategorier. Hvis blot alle designere tænkte disse tre affordances ind i brugergrænsefladerne, så ville arbejdet med design sikkert foregå langt mere struktureret, og det ville sikkert også lette besværlige discipliner såsom papirprototyper og wireframe designing.